Hvor man ender...

... naar det meste gaar galt, er et sted meget langt vaek fra sit maal.
Det eneste der, for vores vedkommende, gjorde forskellen fra "naar det meste gaar galt" til "naar alt gaar galt" var, at vi fik siddepladser i "abeburet". Abeburerne er hvad vi kalder de indiske 3. klasses tog, der mest af alt minder om kreaturvogne eller tog, der i starten af 40'erne koerte i retningen af Auschwitz. Men altsaa der fik vi pladser i et tog, der saa koerte i den helt forkerte retning af hvor vi skulle hen. Saa lad os starte med at beskrive dagen, hvor KageLine og KageMaria aldrig naaede frem til hvor de skulle, men kom paa oplevelsestur i det nordlige Inden.

Vaekkeuret ringer i Delhi, hvor vi har faaet lov til at opmagasinere vores rygsaekke, for at kunne tage paa en weekendtur til Amritsar. Vores smaa nyindkoebte tasker staar klar, vi faar et dejligt morgenbad og bevaeger os ned paa Main Bazar for at gaa ned til togstationen.

I doeraabningen ser vi saa, at det regner i laarfede straaler og at det aabenbart har regnet saadan hele natten. For nu ikke at faa vaade sandaler tager vi dem i haanden og begynder stille at bevaege os ned gennem gaderne. I ly for den vaerste regn kravler vi taet forbi butikkerne, hvor ogsaa koerne har fundet sammen og ofte staar saa taet pakket, at vi gang paa gang maa ud i regnen.
Efter lidt tid paa denne maade indser vi, at det bliver umuligt at naa toere til stationen 700 meter laengere nede af gaden. Vandet bliver ved at med at stige jo laengere vi kommer ned, saa da vi gaar i vand til lidt under knaeene tager vi glad imod et tilbud fra en cykeltaxa. Manden paa cyklen kaemper bravt gennem vandmasserne, der i takt med at vi kommer frem bare stiger og stiger. Omsider naar det ham til op paa laarene og os til foedderne, trods det, at vi sidder ret hoejt oppe. Omsider giver manden op, og vi betaler ham en god pris for hans forsoeg. Der sidder vi saa gennembloedte og maa springe ned i den brune vandmasse, der viser sig at naa os til skridtet. Famlende vader vi gennem vand, lort, plastik, skrald og andet udefinerbart og naar langt om laenge stationen med toej der er vaadt helt op til navlen. Da vi saa skal finde vores billetter opdager vi, at vi har mistet vores pung, hvilken nok stadig svoemmer rundt et sted paa Main Bazar! I pungen har vi vores togbillet, lidt penge, noeglerne til haengelaasene paa vores opmagasinerede tasker og kvitteringen til dem ogsaa.
Desperate spoerger vi forskellige mennesker, men finder ikke en der kan give os et svar eller som har et engelsk der er godt nok.
Paa perronen (hvor vi ikke finder vores navne paa passagerlisterne) beslutter vi os for, at hastekoebe to nye billetter i haab om, at naa toget trods den daarlige start paa dagen. Billetten bliver koebt, men vi har med de nye lokale billetter ingen ide om hvor vi skal placere os i toget. Det viser sig nemlig at vaere et luxustog, hvilket paa ingen maade kan svare til det vi betalte for billetterne. Men vi hopper ind og maa saa forsoege finde en loesningen i toget.
Loesningen blev, at vi kunne betale dobbeltpris af hvad de dyre luxuxbilletter ville have kostet (altsaa nu med boede) eller staa af. Paa nuvaerende tidspunkt kender hele togvognen til vores problem og det er saa foerst kontroloer nummer 3, der rent faktisk taler engelsk til os og siger, at vi bare kan staa af paa naeste station. Det passer os fint ingen boede at skulle betale, isaer fordi vi ikke havde de penge paa os - vi havde halvdelen af de kontanter de oenskede vi skulle betale!

Paa denne station faar vi fat i en person, der kan fortaelle os, at der vil gaa et lokalt tog mod Amritsar om en halv time og at vores koebte billet er gyldigt til dette tog. Han ved ikke hvilken perron toget afgaar fra, men siger, at vi skal vente ved perron 6 og 7.
Toget kommer ogsaa, der staar Amritsar paa skiltet og det er et lokalt 3. klassestog, hvilket saa nok svarer til de billige billetter vi havde faaet fingerne i.
Toget er fyldt med mennesker. Det er umuligt at presse sig ind af doerene og gulv, baggagehylder - paa hver en mulig millimeter er der en inder. Vi faar os dog mast ind i maengden, og maa staa ved den aabne doer det foerste stykke af vejen. Her er den personlige graense ikkeeksisterende, men vi foeler os alligevel trygge blandt saa mange mennesker og deres baggage.
De lokale toge er svaere at beskrive. Togvognene har traebaenke i to niveauer, hvor der saa er skillevaege og jerngitter mellem hver boks. For enden af baenkene er der to siddepladser og saadan fortsaetter det. Naar man saa forestiller sig, at det er fysisk umuligt at komme ind af doerene, saa er det virkelig fordi, at der er mange indere.

Efter en time med inderansigt paa skulder og underliv mod underliv er der heldigvis en venlig turbanklaedt herre der forbarmer sig over os, og kravler op paa hattehylden - til de 10 andre, og lader os faa hans saede paa traebaenken. Herfra hvor vi nu sidder er synet naesten imponerende. Der er saa mange mennesker at man flere gange ikke har lys nok til at laese paa trods af flere vinduer og hoejlysdag. Som vi sidder hofte mod hofte, skulder mod skulder, kan vi naesten ikke bevaege foedderne pga af de 20 maend der har sat sig i hug paa gulvet og de mange foedder der tilhoerer staaende og os - VIP- siddene. Cirka 10 cm. over vores hoveder sidder flere indernumser paa stribe paa metalgitter (bagagehylden) og deres ben paa tvaers danner et naesten lystaet tag. Samtidig bliver der transporteret tasker, frugt, vand osv. paa kryds og tvaers over hovederne paa os, mens alle skal kaempe indaedt for at holde paa sin plads. Det er vanvittigt og som forkaelede DSB-brugere sidder vi med kaeben i gulvet - eller nej, for der er ikke plads! Vi smiler, hilser og suger til os af de utallige indtryk.

Efter at der er gaaet omkring 6 timer begynder vi at undre os over hvor Amritsar bliver af. Skulle kun vaere 5 timer fra Delhi og vi har nu koert i 9 timer. Vi forsoeger med ur, kort, tegn og fagter at faa en ide om hvor vi er. Igen kan engelsk. Da de endelig fanger ordet Amritsar gaar de helt i spagat og kommer med lange forklaringer paa hindi, hvorefter vi begynder at forstaa, at vi er det helt falske sted! Da vi staar af paa naeste station, for at finde ud af hvor fanden vi er, er vi lige ved at tisse i bukserne ved tanken om, at vi befinder os gemt et sted i Kashmir eller er paa vej ind i Pakistan. Saa da vi viser vores kort til station manageren og spoerger til hvor i Kashmir vi befinder os, griner han og peger paa Billaiy, et sted naermere Varanasi!
Paa det tidspunkt er det over 12 timer siden vi svoemmede ned af Main Bazar i Delhi, og det hele virker saa komisk, at vi heldigvis kan grine af dagens gennemfoerte uheldighed. Vi bliver en tid paa mandens kontor og fortaeller ham grinende om dagens oplevelser, for dernaest igen at bevaege os ud i haard regn - for denne gang at koebe en billet retur til Delhi. Endnu engang bliver vi helt gennembloedte, men faar koebt billetter til et tog med afgang lidt over 6 timer senere.

Til vores store held kan vi derefter soege skjul i et venterum for kvinder bestaaende af nogle stinkende toiletter, et stort bord og nogle stole. Der faar vi haengt vores toej op paa knager og faar koebt noget mad paa perronen. Timerne i ventevaerelset snoevler sig afsted. Mange kvinder og boern goer os selskab, bordet bliver med tiden brugt som seng, hvorpaa utallige forsoeger sove ventetiden vaek. Vi skiftes derimod til at se efter vores ting, traener knibeoevelser, Line faar laest og Maria gaar kold paa bagagehylden med hovedet paa Lonley Planet bogen. Timerne forsvinder stille i aller laveste tempo i takt med en doven blaeser i loftet. Med tiden bliver vi begge enige om, at vi ser mere og mere frem til den danske komfort! Der er bare nogle tidspunkter, hvor man ville oenske at man befandt sig i sit eget hjem, i sin egen seng med dynen trukket godt op omkring sig... Hvor man kan vaere sig selv, sove trygt og maaske endda have "mor omsorg", kaerlighed og hjemmebrygget kaffe indenfor overskuelig afstand. Tider hvor soevn foeles som luxus...

Toget kommer, det viser sig at vaere det rigtige og vi kravler ind paa koejerne. Soevnen lammer os hele natten og omkring klokken 6 saetter vi os ved vinduerne og venter paa, at New Delhi train station dukker op. Vi ankommer omkring klokken 8 og trasker livloese ned gennem Main Bazar, der igen er mulig at gaa til fods. Det meste vand er forsvundet og har bare forvandlet gaden til muddersjap, men vi takker for ikke skulle svoemme denne gang!

Beskidte og lugtende finder vi et hotel, og gaar traette ned til hvor vores bagage befinder sig. Der forklarer vi situationen til manden bag skranken, og fortaeller ham, at det nummer vi skrev op paa vores kvitteringer alligevel ikke er Marias pasnummer men et opdigtet nummer, da vi ved afleveringen af vores tasker havde glemt passet paa hotelvaerelset. Saa uden kvitteringer og med et opdigtet pasnummer lover han os, at hvis vi kommer tilbage om en halv time skal vi nok faa vores tasker. Vi gaar tilbage og drikker en kop kaffe - ret saa livloese og fuldstaendig smadrede. Da kaffen er tom gaar vi tilbage efter vores bagage og det viser sig, at manden paa den halve time har glemt vores historie, men efter igen at komme med alle vores faktisk soesatte forklaringer faar vi vores tasker. Derefter gaar vi i krig med Marias tre gode haengelaase der skal braekkes op. Det tager tid og vi ender med at gaa hen til nogle lokale der er i besidelse af hammer og jernstang, hvorefter taskerne igen bliver tilgaengelige...

Tilbage paa hotellet forsoeger vi koge vores kroppe (vel at maerke i koldt vandt) og vaske alle de klamheder tanken om gaarsdagens svoemmetur har efterladt paa os. Livloese smider vi os paa sengen og bliver enige om, at turen til Amritsar maa blive den naeste gang vi skal til Indien...
Nogle gange maa man bare lade lort vaere lort og blive hvor man er, hvis det er saa tydeligt at man ikke skal naa det maal man har sat sig.

Efter nogle timers soevn og tilbage til et liv i en krop der er i stand til at bevaege sig og taenke, har vi besluttet os for at bruge den sidste uge paa at hygge her i Delhi. Den naeste tur vi tager er vores tur hjem, som vi beder og haaber paa vil forloebe bedre end vores weekendtur til det skide Amritsar vi aldrig saa.

Smaatraette tanker fra de to Kagerejsende!

Rotter i massevis er lidt en speciel oplevelse... Det er lidt som om, at det faktisk ikke engang er maengden af dem der er frastoedende, men stanken af tusinde rotter og deres lort, kan virkelig slaa enhver person af stoerre statur ud af kurs!
Ja, vi kom ud til det foeromtalte rottetempel og havde nok forventet rotter i lag, rotter i loftet og rotter paa loftet. Der var mange rotter, men vi undgik alligevel alt hysteri og flaeben - maaske fordi vi er sejere end de fleste, det skal der jo ikke haerske nogen tvivl om. Vi brugte en del tid paa at spotte den hvide rotte, der efter sigende skulle bringe held.. Vi havde ingen held, og maaske var det grunden til, at vi kom ud med rottepis under foedderne.

Da vi ligesom startede dagen i dyrernes navn, tog vi forbi et kamelopdraet og fik en yderst stenet rundtur blandt diverse store, smaa, grimme og behaarede kameler. Om ikke andet kender vi nu forskellen mellem stor kamel og mindre kamel... Og en nyfundet respekt for maelk i kaffen, is og lassies - tilsyneladende alt sammen tappet fra en kamel.

Vores skridt er helet efter vores sidste kamel tur og paa tirsdag skal vi have drevet de onde aander ud, paa et eksorsismetempel her i naerheden af Jaipur. - Vi ender trods alt med at komme hjem som hele mennesker!!

Fattige mennesker?!

Er man et fattigt menneske, naar man kan blive helt hoej i situationer, hvor man foeler sig pisse rig og vigtig?!
Naar man blejfed sidder paa kanten af en luxuspool, under en sol der skinner saa kraftigt at hudkraeftrisikoen fordobles for hvert minut, og en lille moerk inder serverer en kold drink i et glas faa centimeter fra ens haand. Da kan man bare sidde med et fornoejet smil, kloe sig lidt paa maven mens man misser mod solen og tager en slurk. Det kan virkelig gejle en op at foele sig rig og vigtig... helt modsat foelelsen man har efter "oerken safari", naar man kommer kravlende tilbage til hotellet med et udpint underliv der svir, som naar man snitter sig i fingeren mens man skaerer lime. 2 dage i spagat over kamelryg i bagende sol - det er kombinationen af overstadig lykke og gynaekologisk undersogelse. Saadan havde vi det lidt da vi kom hjem igaar og i-et-med-naturen-stemningen langsomt forvandlede sig til en stank af sved og kamel. Det var ellers en dejlig tur vi havde med kamelerne, da foerste face-to-face med moder jord og kaktusplanten var overstaaet...

Rajastaan har taget os med storm og efter 4 fantastiske dage i Jodhpur med kronisk pandesved maatte vi overgive os og kaste os i den naermeste og dyreste pool. Det var en gennemfoert nyfoedsels oplevelse og vi gik smilende gennem bazaren hjem og op paa tagterassen med aeblechampagne og musik i hoejtalerne. Backpacking med et twist.

Hvordan kan man beskrive Jodhpur? Naar vi kom ud fra vores hotel blev vi moedt af en varme over de 40 grader og indenfor den forste meter havde vi klappet dagens foerste ko. De smaa gader var ca 3 meter brede og pladsen blev optaget af koer, toiletrende, knallerter, aggressive hunde, kolort og utallige fluer. For foerste gang i vores lange live maatte vi laegge en haand paa naesen for ikke at kaste op. Lugten, varmen, fluerne og koen der er right up your face er virkelig en oplevelse. Naar vi saa fandt vores vej gennem labyrinten af smalle gader ned til bazaren blev der tilfoejet madlugt, 'forfoerende' maend, ihaerdige saelgere og tiggere. Det er barsk, fascinerende, imponerende, traettende men ikke mindst saa er det det Indien, som vi elsker saa meget!

Men vi ville som sagt ud in touch med nature saa vi tog toget til Jaisalmere, som er den ultimative oerkenby. Hvor end man befinder sig i byen kan man se oerkenen som straekker sig saa langt oejet raekker. Det er virkelig laekkert. Vi har svedt, shoppet, ligget lidt syge og vaeret paa kamelsafari. Safarien var en fantastisk oplevelse og vi foelte os som lonesome riders. I eet med din kamel. Og en nat under millioner af stjerner i oerkenen...det var virkelig smukt.

Men nu efter vi er kommet betydelig taettere paa at blive elitegymnaster med vores spagat evner tager vi videre til Bikaner for at se rottetempel.
Der er kun 2 uger tilbage af vores tur og vi vil forsoege at nyde hvert sekund.

Svedige tanker til jer derhjemme fra Maria og Line

Billeder og Indisk "abeteknink"

Vi fik endelig lagt billederne paa cd her til morgen, for nu ikke at kunne laegge dem ind. Maaske er det os der er dumme, maaske er det cd'en der har et problem eller maaske er det dette her gamle oeg af en computer der bare intet kan. Aner det ikke, men der kommer ingen billeder denne her gang heller (undskyld Peter).

Vi er tilbage i Ernakulam igen, efter at have brugt nogle dage i Munnar, en mindre landby i bjergene. Turen dertil i bus var virkelig smuk, og til tider en smule skraemmende. Busserne her burde ikke koere mere, og den der koerer burde egentlig heller ikke have den tilladelse. Men det gik godt, bortset fra en Jeep vi snittede, og som senere indhentede os og lavede scene. Paa under to minutter var der samlet omkring 70 indere, der alle havde en mening til uheldet eller sagen i sig selv. Resten af turen gik med, at holde saa godt fast i alt der var naermest, og saa bare nyde udsigten over bjergene og de store te-plantager.
Fra byen tog vi saa igen en lokalbus en time laengere op i bjergene, en tur der denne gange boed os paa vilde elefanter og aber. Saa Line og jeg sad med naesen ude af vinduet under hele turen i haab om, at vi ogsaa ville moede en tiger eller maaske snitte endnu end Inder i bil...

I morgen aften rejser vi mod Rajastan, hvor jeg skal klappe enhver kamel vi moeder, mens Line loeber efter fatamorganer. Vi glaeder os til lidt mere liv, rejsende og bedre computere.

Mange glade tanker fra Line og mig

Kerala

Vi er forelskede! Ikke bare i een inder, men i en hel by af indere, Kochi! Vi ankom igaar og nyder det virkelig. Efter et stop i Mumbai paa et par dage er vi endelig ankommet til Kerala. Det var en lang togtur fra Delhi til Mumbai, hvor vi ved en fejl havde booket den laveste klasse, og de efterfoelgende 32 timer slaebte sig afsted. Men Mumbai var dejlig og vi gik lange opdagelsesture med vores nyindkoebte paraplyer. Mumbai er en meget vestlig by men med vesten og penge kommer svindlere og slum, saa det var virkelig en kontrasternes by. Den indre starfucker kom op i os mens vi snakkede om at tage ud forbi Bollywood. Det viste sig dog hurtigt at det ikke rigtig var muligt - man skulle castes fra gaden. Saa frem med Hollywood smilet og vent paa at de spotter dig.. Og vi blev spottet, men skulle desvaerre med toget den dag de ville filme. Meget bitter maatte jeg, Line, gaa i seng om aftenen.
Til gengaeld ventede der os en togtur i 2nd class og det var pludselig en leg at komme de kun 34 timer til Kochin. Her er rigtig dejligt og meget lowseason, saa vi har det hele for os selv, hvilket betyder at alle de lokale kender os og vi har paa ingen tid faaet rigtig mange 'venner'. Foeler os helt hjemme. Her skal vi vaere i lang tid.
Koer har vi ikke set saa mange af. Vi overvejer om det maaske skyldes det store joediske samfund, som maaske spiser koerne.. Men tilgengaeld vrimler her med geder og klamme afmagrede hunde. Ja, dyrelivet i Indien kan man altid falde i staver over. Vi har laant nogle cykler i dag og har cyklet rundt paa ooen, som vi bor paa. Det var dejligt at se det hele fra den side ogsaa. Saa kan man bare traede til i pedalerne naar gederne vil smage paa din sandal.
I aften har vi inviteret en stum postkort saelger til middag. Ham skal vi moedes med om lidt og saa til koncert med de lokale unge senere. Saa vi maenger os rigtig.
Ikke mere nu. Vi har en date med verden.
Alverdens kaerlige hilsner til alle jer derhjemme fra Maria og Line

Delhi

Saa er vi kommet til Delhi, efter kun gode oplevelser paa vejen hertil. Vi ankom i gaar morges og brugte det meste af dagen paa at svede, traske rundt i gaderne og genopleve alle de smaa detaljer, vi med tiden havde glemt.

Indien er stadig det vi husker fra sidst, men det har udviklet sig en smule og det foeles som om, at vi ogsaa er kommet laengere. Vi er enige om, at vores nuvaerende alder kun hjaelper os positivt paa denne tur, selvom vi blandt de andre rejsende stadig er blandt de yngste.

Her er skoent! De gamle lugte vi havde glemt, maden og chaien - vi er bestemt ikke blevet skuffede. Denne gang foelses det hele en smule nemmere, en smule mere afslappet og gensyns glaeden er meget stor.
De naeste par dage haaber vi, at vi kan vende os til varmen (sveden loeber af os, selv om natten), og saa vil vi lidt rundt i byen og bare forsoege at opleve alt det vi ser. De tusinde af mennesker omkring os, cyklerne, larmende biler og tuktuks, de mindstes smaa oejne, der trods enorm fattigdom, smiler... alt den kaos og alle de farver - det er saa fedt at staa i midten af det og bare lade sig imponere - naermere kommer vi ikke i forsoeget paa den beskrivelse.

Nogle gange er gensynet bedre, for det er maaske alligevel der, at man har stoerst mulighed for virkelig at lade sig blive fanget...
Tanker fra Line og Maria...

Indien

Vi sidder og drikker kaffe sammen, her et par dage før afrejse. Vi tager til Indien på mandag og har aftalt, at når vi lander i Delhi tidlig tirsdag morgen, så sætter vi os ned, tager en dyb indånding, smiler lidt til verden og drikker en lokal bajer. Vi har ingen store planer, vi skal bare hygge os, tælle skyer og klappe hellige køer.
Det er tre år siden vi mødtes på "Hotel Maria" i Calcutta, fejrede Lines 19 års fødselsdag på en lokal snusket bar og diskuterede verdens indhold. Det skal vi igen - og mere til. Så vi vil løbende sende hilsner og billeder, efterhånden som verden åbner sig for os.