Hvor man ender...

... naar det meste gaar galt, er et sted meget langt vaek fra sit maal.
Det eneste der, for vores vedkommende, gjorde forskellen fra "naar det meste gaar galt" til "naar alt gaar galt" var, at vi fik siddepladser i "abeburet". Abeburerne er hvad vi kalder de indiske 3. klasses tog, der mest af alt minder om kreaturvogne eller tog, der i starten af 40'erne koerte i retningen af Auschwitz. Men altsaa der fik vi pladser i et tog, der saa koerte i den helt forkerte retning af hvor vi skulle hen. Saa lad os starte med at beskrive dagen, hvor KageLine og KageMaria aldrig naaede frem til hvor de skulle, men kom paa oplevelsestur i det nordlige Inden.

Vaekkeuret ringer i Delhi, hvor vi har faaet lov til at opmagasinere vores rygsaekke, for at kunne tage paa en weekendtur til Amritsar. Vores smaa nyindkoebte tasker staar klar, vi faar et dejligt morgenbad og bevaeger os ned paa Main Bazar for at gaa ned til togstationen.

I doeraabningen ser vi saa, at det regner i laarfede straaler og at det aabenbart har regnet saadan hele natten. For nu ikke at faa vaade sandaler tager vi dem i haanden og begynder stille at bevaege os ned gennem gaderne. I ly for den vaerste regn kravler vi taet forbi butikkerne, hvor ogsaa koerne har fundet sammen og ofte staar saa taet pakket, at vi gang paa gang maa ud i regnen.
Efter lidt tid paa denne maade indser vi, at det bliver umuligt at naa toere til stationen 700 meter laengere nede af gaden. Vandet bliver ved at med at stige jo laengere vi kommer ned, saa da vi gaar i vand til lidt under knaeene tager vi glad imod et tilbud fra en cykeltaxa. Manden paa cyklen kaemper bravt gennem vandmasserne, der i takt med at vi kommer frem bare stiger og stiger. Omsider naar det ham til op paa laarene og os til foedderne, trods det, at vi sidder ret hoejt oppe. Omsider giver manden op, og vi betaler ham en god pris for hans forsoeg. Der sidder vi saa gennembloedte og maa springe ned i den brune vandmasse, der viser sig at naa os til skridtet. Famlende vader vi gennem vand, lort, plastik, skrald og andet udefinerbart og naar langt om laenge stationen med toej der er vaadt helt op til navlen. Da vi saa skal finde vores billetter opdager vi, at vi har mistet vores pung, hvilken nok stadig svoemmer rundt et sted paa Main Bazar! I pungen har vi vores togbillet, lidt penge, noeglerne til haengelaasene paa vores opmagasinerede tasker og kvitteringen til dem ogsaa.
Desperate spoerger vi forskellige mennesker, men finder ikke en der kan give os et svar eller som har et engelsk der er godt nok.
Paa perronen (hvor vi ikke finder vores navne paa passagerlisterne) beslutter vi os for, at hastekoebe to nye billetter i haab om, at naa toget trods den daarlige start paa dagen. Billetten bliver koebt, men vi har med de nye lokale billetter ingen ide om hvor vi skal placere os i toget. Det viser sig nemlig at vaere et luxustog, hvilket paa ingen maade kan svare til det vi betalte for billetterne. Men vi hopper ind og maa saa forsoege finde en loesningen i toget.
Loesningen blev, at vi kunne betale dobbeltpris af hvad de dyre luxuxbilletter ville have kostet (altsaa nu med boede) eller staa af. Paa nuvaerende tidspunkt kender hele togvognen til vores problem og det er saa foerst kontroloer nummer 3, der rent faktisk taler engelsk til os og siger, at vi bare kan staa af paa naeste station. Det passer os fint ingen boede at skulle betale, isaer fordi vi ikke havde de penge paa os - vi havde halvdelen af de kontanter de oenskede vi skulle betale!

Paa denne station faar vi fat i en person, der kan fortaelle os, at der vil gaa et lokalt tog mod Amritsar om en halv time og at vores koebte billet er gyldigt til dette tog. Han ved ikke hvilken perron toget afgaar fra, men siger, at vi skal vente ved perron 6 og 7.
Toget kommer ogsaa, der staar Amritsar paa skiltet og det er et lokalt 3. klassestog, hvilket saa nok svarer til de billige billetter vi havde faaet fingerne i.
Toget er fyldt med mennesker. Det er umuligt at presse sig ind af doerene og gulv, baggagehylder - paa hver en mulig millimeter er der en inder. Vi faar os dog mast ind i maengden, og maa staa ved den aabne doer det foerste stykke af vejen. Her er den personlige graense ikkeeksisterende, men vi foeler os alligevel trygge blandt saa mange mennesker og deres baggage.
De lokale toge er svaere at beskrive. Togvognene har traebaenke i to niveauer, hvor der saa er skillevaege og jerngitter mellem hver boks. For enden af baenkene er der to siddepladser og saadan fortsaetter det. Naar man saa forestiller sig, at det er fysisk umuligt at komme ind af doerene, saa er det virkelig fordi, at der er mange indere.

Efter en time med inderansigt paa skulder og underliv mod underliv er der heldigvis en venlig turbanklaedt herre der forbarmer sig over os, og kravler op paa hattehylden - til de 10 andre, og lader os faa hans saede paa traebaenken. Herfra hvor vi nu sidder er synet naesten imponerende. Der er saa mange mennesker at man flere gange ikke har lys nok til at laese paa trods af flere vinduer og hoejlysdag. Som vi sidder hofte mod hofte, skulder mod skulder, kan vi naesten ikke bevaege foedderne pga af de 20 maend der har sat sig i hug paa gulvet og de mange foedder der tilhoerer staaende og os - VIP- siddene. Cirka 10 cm. over vores hoveder sidder flere indernumser paa stribe paa metalgitter (bagagehylden) og deres ben paa tvaers danner et naesten lystaet tag. Samtidig bliver der transporteret tasker, frugt, vand osv. paa kryds og tvaers over hovederne paa os, mens alle skal kaempe indaedt for at holde paa sin plads. Det er vanvittigt og som forkaelede DSB-brugere sidder vi med kaeben i gulvet - eller nej, for der er ikke plads! Vi smiler, hilser og suger til os af de utallige indtryk.

Efter at der er gaaet omkring 6 timer begynder vi at undre os over hvor Amritsar bliver af. Skulle kun vaere 5 timer fra Delhi og vi har nu koert i 9 timer. Vi forsoeger med ur, kort, tegn og fagter at faa en ide om hvor vi er. Igen kan engelsk. Da de endelig fanger ordet Amritsar gaar de helt i spagat og kommer med lange forklaringer paa hindi, hvorefter vi begynder at forstaa, at vi er det helt falske sted! Da vi staar af paa naeste station, for at finde ud af hvor fanden vi er, er vi lige ved at tisse i bukserne ved tanken om, at vi befinder os gemt et sted i Kashmir eller er paa vej ind i Pakistan. Saa da vi viser vores kort til station manageren og spoerger til hvor i Kashmir vi befinder os, griner han og peger paa Billaiy, et sted naermere Varanasi!
Paa det tidspunkt er det over 12 timer siden vi svoemmede ned af Main Bazar i Delhi, og det hele virker saa komisk, at vi heldigvis kan grine af dagens gennemfoerte uheldighed. Vi bliver en tid paa mandens kontor og fortaeller ham grinende om dagens oplevelser, for dernaest igen at bevaege os ud i haard regn - for denne gang at koebe en billet retur til Delhi. Endnu engang bliver vi helt gennembloedte, men faar koebt billetter til et tog med afgang lidt over 6 timer senere.

Til vores store held kan vi derefter soege skjul i et venterum for kvinder bestaaende af nogle stinkende toiletter, et stort bord og nogle stole. Der faar vi haengt vores toej op paa knager og faar koebt noget mad paa perronen. Timerne i ventevaerelset snoevler sig afsted. Mange kvinder og boern goer os selskab, bordet bliver med tiden brugt som seng, hvorpaa utallige forsoeger sove ventetiden vaek. Vi skiftes derimod til at se efter vores ting, traener knibeoevelser, Line faar laest og Maria gaar kold paa bagagehylden med hovedet paa Lonley Planet bogen. Timerne forsvinder stille i aller laveste tempo i takt med en doven blaeser i loftet. Med tiden bliver vi begge enige om, at vi ser mere og mere frem til den danske komfort! Der er bare nogle tidspunkter, hvor man ville oenske at man befandt sig i sit eget hjem, i sin egen seng med dynen trukket godt op omkring sig... Hvor man kan vaere sig selv, sove trygt og maaske endda have "mor omsorg", kaerlighed og hjemmebrygget kaffe indenfor overskuelig afstand. Tider hvor soevn foeles som luxus...

Toget kommer, det viser sig at vaere det rigtige og vi kravler ind paa koejerne. Soevnen lammer os hele natten og omkring klokken 6 saetter vi os ved vinduerne og venter paa, at New Delhi train station dukker op. Vi ankommer omkring klokken 8 og trasker livloese ned gennem Main Bazar, der igen er mulig at gaa til fods. Det meste vand er forsvundet og har bare forvandlet gaden til muddersjap, men vi takker for ikke skulle svoemme denne gang!

Beskidte og lugtende finder vi et hotel, og gaar traette ned til hvor vores bagage befinder sig. Der forklarer vi situationen til manden bag skranken, og fortaeller ham, at det nummer vi skrev op paa vores kvitteringer alligevel ikke er Marias pasnummer men et opdigtet nummer, da vi ved afleveringen af vores tasker havde glemt passet paa hotelvaerelset. Saa uden kvitteringer og med et opdigtet pasnummer lover han os, at hvis vi kommer tilbage om en halv time skal vi nok faa vores tasker. Vi gaar tilbage og drikker en kop kaffe - ret saa livloese og fuldstaendig smadrede. Da kaffen er tom gaar vi tilbage efter vores bagage og det viser sig, at manden paa den halve time har glemt vores historie, men efter igen at komme med alle vores faktisk soesatte forklaringer faar vi vores tasker. Derefter gaar vi i krig med Marias tre gode haengelaase der skal braekkes op. Det tager tid og vi ender med at gaa hen til nogle lokale der er i besidelse af hammer og jernstang, hvorefter taskerne igen bliver tilgaengelige...

Tilbage paa hotellet forsoeger vi koge vores kroppe (vel at maerke i koldt vandt) og vaske alle de klamheder tanken om gaarsdagens svoemmetur har efterladt paa os. Livloese smider vi os paa sengen og bliver enige om, at turen til Amritsar maa blive den naeste gang vi skal til Indien...
Nogle gange maa man bare lade lort vaere lort og blive hvor man er, hvis det er saa tydeligt at man ikke skal naa det maal man har sat sig.

Efter nogle timers soevn og tilbage til et liv i en krop der er i stand til at bevaege sig og taenke, har vi besluttet os for at bruge den sidste uge paa at hygge her i Delhi. Den naeste tur vi tager er vores tur hjem, som vi beder og haaber paa vil forloebe bedre end vores weekendtur til det skide Amritsar vi aldrig saa.

Smaatraette tanker fra de to Kagerejsende!